Sproget er nøglen til vores forståelse og erkendelse. Sproget er ligeledes meningskonstituerende. Hvis ikke vi kan tale om et emne, har vi ikke den nødvendige forståelse. Vi kan altid snakke udenom og aflede opmærksomheden fra vores manglende evne til at forklare. Der findes et hav af velvalgte og afprøvede strategier og vi kender dem, fordi vi møder dem i undervisningen.
Vores hjerner er indrettet på en meget drilagtig måde. Meget ofte bliver det retoriske spørgsmål efter lærerens enetale: Er der nogle spørgsmål? Eller: Har i nogle spørgsmål? Efterfulgt af tavshed eller et benægtende stille hovedrysten. Ofte vil underviseren stille sig tilfreds med denne bekræftelse. Arbejdet er gjort og nu venter pausen!
Men hvad sker der så, når underviseren systematisk begynder at spørge ind til indholdet? Så finder vi hurtigt ud af, at forståelsen mangler! Eleverne troede eller håbede at de forstod det sagte. Eleverne begynder at snakke, fordi de ikke kan tale om emnet.
Det er ofte nemmere at forstå en forklaring, end det er at forklare en forståelse. Frit efter Wittgenstein ;-)
Hvilke konsekvenser kunne denne erkendelse fx få for os som undervisere?
- Vi bør være opmærksom på, at de for os indlysende pointer og konklusioner ikke nødvendigvis er det for eleverne. Alene af den grund, at vores forforståelser er væsentligt forskellige. Derfor lad eleverne formulere resultaterne - selvom vi hellere vil høre os selv!
- I forindelse med den traditionelle vejledning, er det ofte den alvidende underviser der fører ordet. For at skærpe udbyttet kunne man altid indføre, at eleven foretager en opsummering og gengivelse af samtalens indhold.
- Når man arbejder i grupper, vil det være fint for eleverne at kende til sprogets betydning for forståelse. Alle skal kunne forklare og tale dagens emner.
Lille ting til sidst: Kære undervisere vi har en tendens til at tale alt for meget! Lad eleverne føre ordet og tving dem ti at tage ansvar for processen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar