Gymnasieskolens usamtidighedsproblem

Jeg har været optaget af læring igennem meget lang tid og har efterhånden oplevet både reformer, nye bekendtgørelser og skiftende trends. Det har afgjort været med til at skærpe min bevidsthed omkring læringsprocesser, læringsstile og selvfølgelig også eleverne ændrede forudsætninger.

Jeg har ligeledes længe funderet over, hvordan man kan professionalisere elevernes tilgang til læringssituationer. Jeg er stadigvæk på jagt efter den gyldne opskrift eller hellige gral og jeg vil blive ved med at jagte den! Vi kan hurtigt blive enige om, at eleverne har forandret sig. De er født på samme tid med, eller er enda yngre end internettet. Deres tilgang til de digitale medier har en stor indflydelse på deres dagligdag, kommunikation, sprog, skriftlighed, sociale relationer og læring. Her er det muligt at iagttage et usamtidighedsproblem. De unge mennesker har ikke nødvendigvis godt af den digitale verdens muligheder eller udfordringer og vi hører ofte underviserne klage over elevernes manglende færdigheder. Men de digitale medier er en væsentlig del af deres dagligdag. I gymnasieskolerne møder disse unge en uddannelse, som ikke tager udgangspunkt i deres dagligdag. Selvom gymnasiereformen fra 2005 var tænkt som en reform, var den allerede forældet før den blev skrevet. Hvad er det så de unge mennesker møder i gymnasieskolen?
Skolen skal være et lærested, hvor det er rart at være og hvor fokus ligger på læring, som en intellektuel aktivitet, der kræver hårdt arbejde og engagement.

Hvis vi ser på, hvad der virkelig betyder noget for elevernes udvikling, så er det de undervisere, som de møder i deres dagligdag! Det er ikke bygningerne, administrationen eller ledelsen der er afgørende for læringen. Det er det klassiske dialektiske forhold mellem eleven og læreren. Det kræver dygtige, måske enda meget dygtige undervisere, hvis man vil få det optimale ud af et gymnasieforløb og det kræver en dygtig ledelse! Men hvad gør vi så med den gruppe af undervisere, som ikke er omstillingsparate, mangler fagligt og personligt engagement, er ureflekterede, negative og destruktive i både deres forhold til eleverne og til arbejdet i klasserne? Når vi nu er i gang: Hvad gør vi med de ledere, som kun går op i drift, administration, regnskab og som mangler virkelyst, visioner og passion?

Jeg ved godt at der findes steder hvor man prøver og hvor man diskuterer og prøver at skabe forandringer. Til dem siger jeg, blive ved med det og gå aldrig i stå. Men hvad med de andre?