I dag stod jeg for første gang med en iPad mini i hånden. Mens jeg stod og afprøvede den, overværede jeg en typisk samtale mellem en sælger og kunde. Deres mangelfulde kendskab til iPad blev hurtigt tydeligt og de to blev enige om, at den ikke kunne bruges til at arbejde.
Lad mig sige det med det samme. Jeg er blevet afhængig af min iPad og jeg bruger den hele dagen - primært til at arbejde med. Jeg skriver tekster, søger informationer, strukturerer min undervisning, udarbejder foredrag, lektionsplaner, evalueringer, udformer statistikker og oversigter. Jeg kan meget nemt se mine mails, arbejde med Google.drev, se filmklip eller opdatere min status på de sociale og faglige medier. I mit daglige arbejde kan jeg optage instruktionsvideoer eller mundtlige instruktioner og lægge dem på youtube eller Google.drev. Når jeg bevæger mig på skolen, kan eleverne kontakte mig via beskeder, når de har brug for vejledning eller ikke lige kan komme videre med en opgave. Jeg kan vejlede via FaceTime eller Skype. Det sker, at jeg ønsker at forklare noget ved hjælp af en tegning. Her bruger jeg en app. Jeg tegner og forklarer og sender det hele til den elev, der har brug for forklaringen. Jeg kan nemt producere moderne powerpoint og har dem altid ved hånden. Referater, aftaler, kalender, pdf-filer, andre tekster og meget mere er hurtigt og nemt tilgængeligt. En del af mit materiale ligger online, så jeg også kan arbejde med tingene på min bærbare computer.
Jeg kunne blive ved med at remse fordelene op, men stopper her. Det er med en iPad som med alle andre nye teknologier. Når man får dem, starter man med at være forsigtigt afprøvende. Så bliver man begejstret og opdager mulighederne. Men på et tidspunkt kommer man til en grænse, hvor man går i stå og ikke kommer videre. Nu er der to overordnede strategier: Rigtig mange vælger, at nøjes med det de har lært og de trives med det. Men så er der dem, der hele tiden er på udkig efter nye veje til at udnytte iPad'ens innovative muligheder. En iPad er ikke løsningen på alle verdens problemer og den er sikkert ikke velegnet for alle mennesker. Den passer dog perfekt til mine behov og ønsker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar