Læring i den nye årtusind

Når man beskæftiger sig med begreber finder man ofte ud af, at det man troede var nemt og entydigt definerbart, ofte viser sig at være komplekst eller måske hyperkomplekst. Ser man på begrebet læring er dette ingen undtagelse. I en dialog med en fagkollega om netop læring kom det tørt fra ham; "jeg har min egen teori!"Sådan er det! Gymnasielærer med eller uden erfaring har ofte deres egne systemer og teorier, som virker - i det mindste i deres egen forståelse. Men går man dem på klingen og spørger: Hvorfor gør du det du gør?, har de ofte svært ved at forklare sig. Man bevæger sig i en komfortzone og har tillagt sig en del rutiner. Men rutiner er statiske, ufleksible og ofte udtrykt for manglende overskud. Nogle gange er de direkte udtrykt for forsvarsmekaniser. Men når man som underviser kun bevæger sig i komfortzonen, kan man overskue situationen, men man forholder sig ikke aktivt til elevernes læring.

Hvad er så læring? Lad mig i denne sammenhæng reducere svaret til: Læring er en aktiv intellektuel proces, som stimuleres af kreativitet og er afhængig af sproget. Sproget er meningsskabende eller meningskonstituerende. Derfor skal eleverne tale om fagenes genstandsområder. Her er det vigtigt at skelne mellem det uforpligtende snakke og den fagligt forankrede tale.

Jeg er en tilhænger af CL. CL kan betyde rigtige mange ting som fx ; collaborative learning, cooperative learning, eller challenged based learning. Det er ikke meningen, at jeg vil forklare dem i denne sammenhæng.

Jeg vil til gengæld fokusere en smule på den måde vi organiserer vores undervisning på i den danske gymnasieskole. Lad mig indrømme det med det samme: Jeg er en tilhænger af Ken Robinson kritik af bl.a. den traditionelle skole. Hvor vi i tidligere kritiserede den sorte skole, må man i dag kritisere den traditionelle skole. En skole der er organiseret som en kopi af industrisamfundets masseproducerende fabrikker. Med den nuværende radikale og socialdemokratiske regering har denne udvikling kun taget yderligere fart. Men med den menneskelige udvikling er det nogle gange ligesom med mad: Der er fastfood og slowfood! Jeg ved hvad jeg foretrækker! Inden jeg fortsætter med mit egentlige ærinde vil jeg lige henvise til Steve Jobs: Alle er enige om at det han har gjort er fantastisk. Tænk på Pixars, iTunes, iPad og ikke mindst iPhone! Er Jobs gået den lige vej? Nej! han har brugt mange år på at finde den rette vej! Hvis vi i Danmark skal leve af innovation og iværksætterånd, skal vi under ingen omstændigheder ensrette, standardisere eller på andre måder undertrykke den enkeltes muligheder for at udvikle sig. Lad de unge mennekser se verden. Lad dem bestige Kilimanjaro, gå på den kinesiske mur, besøge New York, arbejde et år i en børnehave eller tage et år på højskole. I Danmark kan vi ikke klare os i en konkurence med kinesere på antallet af videnskabsmænd! Vi kan måske klare os ved netop ikke at skabe generationer af uniformerede og ensrettede unge!
Vi ved at de unge mennesker har svært ved at fokusere, side stille, læse lektier og lave deres ting. De vil gerne, men de har svært ved at overskue opgaverne. På trods af denne viden, placerer vi de unge mennesker i et klasseværelse, som stort set ikke har ændret sig de sidste 200 år. Men på denne måde får vi ikke nok ud af elevernes læringspotentiale. Derfor kræver det nytænkning! Heldigvis er der nogle der prøver nye veje og til dem siger jeg: Bliv ved og lad ikke modgangen tage modet af jer!