I forbindelse med efterhånden en del samtaler med både tillidsmænd, uddannelsesledere, -chefer og rektorer, er jeg kommet frem til, at der tilsyneladende hersker en konsensus om, at der er mange gode gymnasier. Den sidste rektor sagde flere gange i forbindelse med en meget spændende meningsudveksling: “Vi har et godt produkt”. Nu vil jeg ikke lægge for meget i udsagnet. Men jeg hæfter mig ved, at der ikke bliver sagt; vi har et fortrinligt, fantatisk eller fremragende gymnasie.
Det er, som om rigtig mange er tilfredse med et godt produkt og det må man da gerne. Men hvorfor ønsker man ikke at gøre det fremragende?
En af de mulige forklaringer er, at der rundt omkring på gymnasierne er etableret komfortzoner, hvor det primære er at få tingene til at hænge sammen. Det skyldes bl.a. eksterne forhold som fx bekendtgørelser, finanslov og den samfundsmæssige udvikling.
Hvordan sikrer en rektor sig, at der bliver leveret fremragende undervisning i lokalerne?
Heldigvis er der i de seneste år kommet mere fokus på området og flere og flere steder ansættes uddannelsesleder og -chefer med den pædagogiske udvikling som ansvarsområder. Men er det nok? Jeg tror det ikke. Tværtimod! Der er stor fare for, at fremtidens udfordringer (besparelser), går ud over den pædagogiske udvikling.
