En kommentar til fagenes kompleksitet.
I gymnasiet er nogle fag omgæret af en nærmest skræmmende mystik. Det er fx fag som matematik A på STX eller virksomhedsøkonomi A på HHX. Det er fag som i deres selvforståelse og dermed i elevernes perception tolkes som virkelig vanskelige og udfordrende. Andre fag som dansk, historie eller samfundsfag opfattes til gengæld som fag, hvor man kan snakke sig til en god karakter. Snakke er ikke det samme som tale og derfor oplever de snakkende elever ofte problemer, når de i forbindelse med eksamenssituationer ikke kan nøjes med at snakke, men afkræves at de formår at tale. Hvert fag har sine sproglige spilleregler (fx terminologi) og det gælder om at beherske dem. Det er ikke ligemeget, hvad man kalder tingene.
Matematik eller for den sags skyld virksomhedsøkonomi er fag, der kan beskrives som reduktionistiske. Det vil bl.a. sige, at når en elev skal løse en opgave, bliver eleven nødt til at få alle de nødvendige oplysninger og en dertil hørende metode, for at kunne løse opgaven. Når så hele klassen har fået oplysningerne og har forstået metoden, så vil resultatet fremkomme ved en reduktion og i bedste positivistisk stil kunne markeres med to streger. Variationen af korrekte løsninger er begrænset.
I sprogfagene, samfundsfag eller historie er sagen anderledes. Disse fag kaldes konstruktivistiske fordi eleverne her udfra en række informationsfragmenter og op til flere metoder eller teorier skal kunne konstruere en helhedsforståelse. Eleven skal selv etablere forbindelser mellem de forskellige oplysninger. Dertil kommer, at de sidstnævnte fag er langt mere hermeneutiske og dermed bliver løsningerne på opgaverne langt mere brogede og komplekse.
Jeg er godt klar over at denne korte tekst ikke er helt fyldestgørende og retfærdig. Men i sin pointe er den rammende!
Sendt via Blogsy